14. jun. 2022
Af Lene Skriver Bak

Deltog i tradition fra middelalderen: Kate stjal billedet i blåt

Hertuginde Catherine løb med opmærksomheden i sit smukke blå outfit, da den traditionsrige Garter Day, der bygger på en tradition helt tilbage fra middelalderen, blev genoptaget efter et par års coronaaflysninger.

Hertuginde Catherine støttede stolt sin mand, prins William, og svigerfar, prins Charles, da de gik forrest i den traditionsrige Order of the Garter-parade i Windsor.

Med i paraden var blandt andre også prins Charles' hustru, hertuginde Camilla, prins Edward og prinsesse Anne, der alle er medlemmer af The Order of the Garter (Hosebåndsordenen, red.).

Ordenen kan dateres tilbage til middelalderkongen Edward III, der var så inspireret af legenden om kong Arthur og ridderne af det runde bord, at han indstiftede sin egen ridderorden, der fik navnet Order of the Garter.

I dag er ordenen både den ældste og mest højtstående ridderorden i Storbritannien.

Medlemmerne, der tæller flere udenlandske kongelige, blandt andre kong Felipe, kong Willem-Alexander og vores egen dronning Margrethe, såvel som fremtrædende briter, bliver udvalgt som anerkendelse af deres indsats i offentlighedens tjeneste.

Mandag i Royal Ascot-ugen er der hvert år Garter Day, hvor ridderne går i procession i deres storslåede fløjlskåber, glitrende insignier og plyndringshatte, traditionelt set med dronning Elizabeth, der er ordenens overhoved, i spidsen, fra Windor Castle til St George's Chapel, hvor der afholdes en kort kirkelig ceremoni, hvor nye medlemmer af ordenen formelt optages.

I år var tidligere premierminister Tony Blair blandt de nye riddere.

De mobilitetsproblemer, der har plaget dronning Elizabeth de seneste måneder og holdt dronningen fra at deltage i de fleste af de officielle markeringer af hendes jubilæum, holdt også dronningen fra at deltage i dette års procession, der er den første efter coronapandemien.

Inden processionen delte det britiske hof dog et billede af monarken, prins Charles og hertuginde Camilla, i tronrummet på Windsor Castle, hvor hertuginden netop var blevet gjort til Royal Lady of the Order of the Garter.

Prins Charles og hertuginde Camilla tog sig derefter af resten af dagens traditionsbundne program.

Og mens prins William og hans farbror prins Edward begge gik med i processionen som riddere, stod deres hustruer, hertuginde Catherine og grevinde Sophie, og så stolte på.

Hertuginde Catherine strålede i en himmelblå frakkekjole med lange ærmer og bredt bælte i taljen fra Alexander McQueen.

Dertil bar hun en hat i samme himmelblå nuance prydet med en række silkeroser, rosenknopper, blade og silkeabacasløjfe, der ifølge modebloggen Ufo no more er skabt af Juliette Botterill.

Se nærmere på hertuginde Catherines himmelblå look i galleriet øverst. Her kan du også se nærmere på de flotte rober, ridderne bærer ved processionen.

Læs mere om: