Svær tid i udlandet: Så meget har kong Juan Carlos tabt sig
Forfatteren Laurence Debray er onsdag udkommet med en ny bog om kong Juan Carlos, som Spaniens pensionerede konge også selv har bidraget til fra sin base i Abu Dhabi via telefonsamtaler, møder og whatsapp.
I bogen taler Juan Carlos, ifølge Vanitatis, blandt andet åbent og ærligt om sin svære flytning fra hjemlandet Spanien i august sidste år efter anklager om skattesnyd og hvidvask, og sit for tiden komplicerede forhold til sin søn, kong Felipe.
Stor fysisk forandring
I bogen "Mon Roi déchu", der udkom i Frankrig onsdag, beskriver forfatteren også et møde, som hun havde med kongen i år.
Her lægger hun mærke til den store fysiske forandring, som kongen har gennemgået de seneste måneder.
Tabt sig meget
Kong Juan Carlos, der er iklædt en hvid poloshirt, ærmeløs jakke, lærredsbukser og et par sorte sneakers under mødet, forklarer til hende, at han har tabt sig 12 kilo siden flytningen fra Spanien.
Han virker dog, ifølge forfatteren, derudover både harmonisk, psykisk stærk og har nemt til latter.
Mange smerter
På grund af sine mange hofteoperationer har han dog en del smerter og må gå med stok.
Kongen understreger i bogen, hvor meget han savner Spanien og at han holder sig konstant orienteret om sit hjemland.
Den nye bog har allerede skabt mange overskrifter i Spanien og Frankrig.