Stort mysterie omkring kongens søster: Har hun eller har hun ikke?
Har kongens søster, prinsesse Cristina solgt sine juveler eller har hun ikke?
Det spørgsmål optager lige nu den spanske presse, efter at der torsdag i sidste uge fandt et meget specielt salg sted i auktionshuset Sotheby's i Geneve.
Vil ikke bekræfte
Under auktionen blev der nemlig, ifølge magasinet Vanitatis, solgt juveler, der er magen til et sæt ejet at kong Felipes søster, til en pris af 63.000 euro (ca. 470.000 kroner, red.).
Da de blev sat til salg påpegede mange, at det kunne været de juveler, som tilhører prinsesse Cristina, også fordi hendes officielle bopæl er i Geneve.
Men det har ikke kunnet bekræftes indtil videre.
Tre kostbare dele
Den eneste måde, det vil komme frem på er, hvis prinsessen igen bærer dem offentligt.
Juvelsættet består af tre kostbare og funklende dele i diamanter og rubiner: et halssmykke, et armbånd og et par øreringe.
De er kreeret af juvelerfirmaet Mouawad, der blev grundlagt i Beirut i 1891 og har base i Geneve og Dubai.
Bar dem i Danmark
Prinsesse Cristina fik efter sigende sættet i bryllupsgave og har båret dem ved forskellige lejligheder.
Blandt andet ved kronprins Frederik og daværende Mary Donaldsons festforestilling på Det Kongelige Teater den 13. maj 2004 i anledning af deres bryllup.
Her viste hun sig med øreringene og armbåndet.
Det store spørgsmål i Spanien er nu, om prinsesse Cristina har solgt sine pragtfulde smykker og hvis ja, hvorfor.