Skandalen i det spanske kongehus fortsætter
Så er der ikke længere nogen tvivl. Temperaturen i det spanske kongehus matcher årstiden, og kulden er rettet mod kong Juan Carlos' svigersøn, Iñaki Urdangarin.
Den 6. februar skal han møde i retten, tiltalt for korruption og økonomisk kriminalitet, og dermed har 43-årige Inaki sendt det spanske monarki ud i den største krise i de 36 år, Juan Carlos har siddet på tronen.
Iñaki er gift med prinsesse Cristina, 46, og far til fire, så det var en bombe, der sprang, da han pludselig kom i politiets søgelys mistænkt for svindel og skattesvig i millionklassen. Den royale familie har ikke kommenteret sagen - men klart taget konsekvensen: Ikke alene er Iñaki blevet udelukket fra alle officielle pligter. Helt usædvanligt var han og familien heller ikke med, da den øvrige royale familie samledes i julen i Zarzuela-paladset lidt uden for Madrid. I stedet blev Iñaki og Cristina pænt hjemme på den anden side af Atlanten i Washington, hvor de bor.
Tilliden styrtdykker
Samtidig er der på gadeplan foretaget en spøjs udelukkelse af Iñaki i den spanske hovedstad. På voksmuseet i Madrid er hans figur ganske simpelt fjernet fra det royale podie, så man kan i høj grad tale om, at kongens svigersøn i disse dage er ude af billedet i Spanien.
Den royale skandale er centreret om et beløb på godt 17 millioner kroner. Iñakis tidligere firma, Instituto Noos, modtog fra 2005-2006 pengene til at arrangere konferencer for, men anklagerne går på, at nogle af de mange millioner blev kanaliseret over i andre firmaer. Hovedpersonen nægter at have gjort noget ulovligt, men han har offentligt beklaget, at sagen har bragt den royale familie i forlegenhed.
Mens det spanske folk holder vejret og venter på næste skridt, styrtdykker tilliden til kongehuset. Normalt er den royale familie med kong Juan Carlos og dronning Sofia i spidsen yderst populær, men nye meningsmålinger viser dalende opbakning. Begejstringen ville ingen ende tage, da prinsesse Cristina i 1997 giftede sig med den høje, flotte håndboldhelt fra FC Barcelona.
Et enkelt lyspunkt
I dag ser det ud til, at Iñaki har begået sit livs selvmål, og sagen er blevet til et nederlag for hele det spanske kongehus.
Midt i mørket har der dog været et enkelt lyspunkt for Iñaki. Tidligt i forløbet tog dronning Sofia turen til Washington og lod en fotograf fra det spanske ugeblad Hola! knipse løs, da hun dukkede op på gaden i selskab med sin udskældte svigersøn og datteren Cristina. Tidligere private besøg har aldrig været fotograferet, så mange tolker dronningens pressevenlige stil som et tegn på, at Sofia gerne vil vise, at hun ikke har slået hånden af sin yngste datter og svigersønnen.
Kong Juan Carlos derimod har holdt distancen til Iñaki. Siden han og kronprins Felipe mødtes med Urdangarin til et krisemøde, da skandalen brød ud, har han ikke officielt været i kontakt med svigersønnen. Endnu før retssagen ruller, er der reelt tale om en landsforvisning af Iñaki, og når kong Juan Carlos i dag, torsdag, fylder 74 år, vil svigersønnen næppe være blandt fødselsdagsgæsterne.