Højst usædvanligt look: Sådan plejer vi ikke at se dronning Letizia
Det er ikke hver dag, at man ser dronning Letizia i andet end skyhøje stiletter, men i sidste uge skete det.
Den 24. november deltog dronningen ved afslutningsceremonien for seminaret for International Language and Journalism, og her var hun iført et højst usædvanligt look.
Som altid så Letizia stilfuld ud, da hun ankom til afslutningsceremonien. Ifølge Royal Fashion Police bar hun et par ternede bukser med vidde i benene fra Pomandere samt en sort bluse. For at holde varmen var hun også iført en sort trenchcoat i lammeskind fra mærket Lottusse.
I stedet for sine sædvanlige stiletter, var dronning Letizia iført et par sorte chunky Martinelli-loafers med guldspænder.
Flere brugere på Royal Fashion Police påpeger dronning Letizias markante stilændring, og det er sikkert at sige, at den deler vandene.
Mens nogle skriver, at looket ikke er deres kop te, er andre begejstrede og mener, at det er et udtryk for, at dronning Letizia går i en mere moderne retning stilmæssigt.
Se alle lookdetaljerne i galleriet øverst i artiklen, og bedøm selv.