23. jan. 2024
Af Marianne Singer
Til stort modeshow i Paris: Pludselig dukkede dronning Sonja op med sit barnebarn
Dronning Sonja og Leah Isadora Behn.
Foto: Olivier Borde/Ritzau Scanpix
Norske dronning Sonja overraskede mandag, da hun dukkede op på den røde løber under modeugen i Paris med sit barnebarn, Leah Isadora Behn.
Det var en dejlig overraskelse, da dronning Sonja, 86, mandag dukkede op til et stort Haute Couture-show med det eksklusive tøjbrand Christian Dior sammen med sit 18-årige barnebarn, Leah Isadora Behn.
Dronning Sonja og Leah Isadora Behn i Paris.
Foto: Olivier Borde/Ritzau Scanpix
Med til det store show var også kendte navne som Glenn Close, Juliette Binoche, Laetitia Casta, Carla Bruni, Natalie Portman og superstjernen Rihanna, der, ifølge Min Mote, sad kun tre pladser fra dronning Sonja.
Under showet sad dronning Sonja ved siden af Bernard Arnault, verdens tredje rigeste, og ejer af verdens største leverandør af luksusvarer, LVMH, med blandt andet modehusene Louis Vuitton og Dior.
Dronning Sonja og Leah Isadora Behn sammen med Bernard Arnault, nummer to fra venstre, og hans hustru Hélène Mercier-Arnault samt Maria Grazia Chiuri, kreativ direktør hos Dior, på den røde løber til Dior-showet i Musée Rodin i Paris.
Foto: Olivier Borde/Ritzau Scanpix