Prinsesse Märtha Louise frasiger sine officielle pligter: Her er hele den historiske pressemeddelelse
Norges prinsesse Märtha Louise har sammen med sine forældre, kong Harald og dronning Sonja, besluttet, at hun ikke længere skal have officielle opgaver og heller ikke længere skal repræsentere det norske kongehus.
Det meldte kongehuset i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.
Læs hele pressemeddelelsen herunder.
”Prinsesse Märtha Louise frasiger sig sine officielle pligter.
Prinsesse Märtha Louise ønsker at bidrage til et tydeligere skel mellem egne aktiviteter og tilknytningen til kongehuset. Prinsessen har derfor i samråd med Hans Majestæt Kongen og den nærmeste familie bestemt, at hun på nuværende tidspunkt ikke skal udføre officielle opgaver for kongehuset.
Prinsessen har i dag formidlet til organisationerne, hun er protektor for, at hun giver afkald på sine protektioner, som sætterne rammerne for hendes officielle opgaver. Med dette ønsker prinsessen at bidrage til at gøre skellet mellem sin rolle som erhvervsdrivende og sin plads i kongefamilien tydeligere.
Organisationerne vil blive tilbudt protektion fra andre medlemmer af kongefamilien.
Prinsessen og hendes forlovede Durek Verrett vil tydeliggøre skellet mellem egne aktiviteter og kongehuset. Dette indebærer blandt andet, at de ikke må bruge prinsessetitlen eller omtale kongehusets medlemmer på deres egne sociale medie-kanaler, i medieproduktioner eller i forbindelse med anden kommerciel aktivitet (med undtagelse af @PrincessMathaLouise på Instagram).
Hans Majestæt Kongen har besluttet, at Prinsessen vil beholde sin titel. Kongeparret vil gerne takke Prinsesse Märtha Louise for den vigtige indsats, Prinsessen har ydet gennem sit officielle virke i årtier. Hun har udført arbejdet med omsorg, hjertevarm og stort engagement.
På samme måde som Erling Lorentzen (gift med kong Haralds søster prinsesse Ragnhild, red.), Johan Martin Ferner (gift med kong Haralds søster prinsesse Astrid, red.) og Ari Behn (prinsesse Märtha Louises nu afdøde mand, hun blev skilt fra i 2017, red.), vil Durek Verrett blive en del af kongefamilien, når de gifter sig, men han vil i tråd med traditionen ikke have nogen titel eller repræsentere kongehuset. Prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett vil være til stede ved familierelaterede anledninger, som for eksempel fødselsdagsfejrer – eller enkelte store idrætsarrangementer, hvor der er tradition for, at kongefamilien deltager sammen.”