Personlige og ærlige ord fra kong Harald: Nu taler han om familiekrisen for første gang
Kong Harald holdt et brag af en tale, da han torsdag aften var vært for den årlige middag for Stortinget.
Talen bød både på sjove momenter, der fik aftenens gæster - Stortingets repræsentanter – til at skraldgrine.
Men han satte også for første gang ord på den store krise, som den norske kongefamilie befinder sig i.
En krise, som ikke mindst udspringer af alle sagerne om kronprinsesse Mette-Marits søn, Marius Borg Høiby, der er under anklage for vold, trusler og hærværk.
Derfor var det også et rørende øjeblik i kong Haralds tale, da han satte ord på familiekrisen med bundærlige ord.
Læs uddraget af kongens tale herunder:
Kongehuset er et team, som arbejder godt sammen.
Og så er vi en familie – med de glæder og udfordringer, som, vi alle ved, kan følge med. I både gode og vanskelige tider forsøger vi at stå sammen og støtte hinanden.
Vi er taknemmelige for al den varme og omtanke, som er blevet vist os gennem dette specielle og krævende år – helt fra jeg i februar måtte fragtes syg hjem med fly.
Af og til er livet slet og ret meget vanskeligt. Det er noget, alle kan opleve – også vores familie.
Når mennesker, som vi er glade for, ikke har det godt, gør det ondt på de pårørende.
Vi prøver så godt, som vi kan, at passe på hinanden.
I aften sender vi en ekstravarm tanke til alle, som har det svært.