Kongehuset bekræfter: Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit rejser med Frederik og Mary til udlandet
I september bekræftede det danske kongehus, at kong Frederik og dronning Mary skal på et såkaldt tiltrædelsesbesøg i Tyskland den 21. og 22. oktober.
I den forbindelse skal kongeparret deltage i en fællesnordisk fejring af 25-års jubilæet for det nordiske ambassadekompleks i Berlin.
Det svenske kongehus meddelte kort tid efter, at det er kronprinsesse Victoria og prins Daniel, som rejser til Tyskland med Frederik og Mary, og nu bekræfter det norske kongehus, at de får selskab af kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Det norske kongehus har torsdag udsendt en pressemeddelelse, hvor de bekræfter, at det er kronprinsparret, som rejser til Tyskland i anledning af 25-års jubilæet for det nordiske ambassadekompleks i Berlin.
”Deres Kongelige Højheder Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit vil være til stede ved 25-års jubilæet for det nordiske ambassadekompleks i Berlin den 21. oktober. Kronprinsparret er ledsaget af udenrigsminister Espen Barth Eide,” skriver kongehuset.
Dermed tilslutter Haakon og Mette-Marit sig kong Frederik, dronning Mary, kronprinsesse Victoria og prins Daniel.
Med til fejringen er desuden Finlands præsident Alexander Stubb og hans hustru Suzanne Innes-Stubb, Islands præsident Halla Tómasdóttir og hendes mand Björn Skúlason, generalsekretær Karen Ellemann i Nordisk Ministerråd samt den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier.