Gav sit barnebarn en personlig konfirmationsgave: Dronning Sonja forklarer sit valg
Der var feststemning i Jar Kirke i Bærum den 3. september, hvor Norges prinsesse Märtha Louises yngste datter, 14-årige Emma Tallulah, blev konfirmeret.
Med til festen var konfirmandens familie, der udover bedstemor dronning Sonja og bedstefar kong Harald, også talte onkel kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit samt kusine prinsesse Ingrid Alexandra og fætter prins Sverre Magnus.
Konfirmandens søstre, Maud Angelica og Leah Isadora, deltog også sammen med deres mor, prinsesse Märtha Louise, og hendes forlovede, Durek Verrett.
Den norske kongefamilie til Emma Talluahs konfirmation
Personlig konfirmationsgave
Ifølge norsk SE og HØR var kong Harald og dronning Sonjas gave til barnebarnet den smukke festdragt (Øst-Telemark-bunaden), som konfirmanden Emma Tallulah havde på.
Alle kongeparrets pigebørnebørn har fået en bunad fra Øst-Telemark ved deres konfirmation, og dronning Sonja har tidligere udtalt, at hun broderer et lille personligt element i hver af dragterne.
- Til alle børnebørnenes bunader broderer jeg et element selv, så de kan have noget med sig gennem livet, som bedstemor har lavet. Efterhånden som man bliver mere voksen, bliver bevidstheden om arv, rødder og identitet stærkere. Vi havde derfor et ønske om at give bunad i konfirmationsgave til alle vores børnebørn, har dronning Sonja tidligere udtalt ifølge norsk SE og HØR.