Efter længere sygemelding: Kongehuset melder ud om kronprinsesse Mette-Marit
Den norske kronprinsesse Mette-Marit meldte for fem år siden ud, at hun lider sygdommen kronisk lungefibrose. Lungesygdommen gør, at hun til tider ikke er i stand til at udføre sine kongelige opgaver.
Torsdag den 14. september blev kronprinsesse Mette-Marit sygemeldt i flere uger, og hun måtte derfor melde afbud til bl.a. den store regeringsjubilæumsfejring i Sverige.
Pressemeddelelsen om kronprinsesse Mette-Marits sygemelding lød således:
Kronprinsessen sygemeldt
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mette-Marit er sygemeldt fra 13. september efter råd fra sin læge. Kronprinsessen er i første omgang sygemeldt i to uger, men denne periode kan blive forlænget.
Kronprinsessen vil dermed ikke kunne gennemføre det planlagte besøg sammen med Kongeparret og Kronprinsen til Stockholm for at markere Hans Majestæt Kong Carl Gustafs regeringsjubilæum i weekenden.
Kronprinsessen kan desværre heller ikke deltage i turen til Vestland senere på måneden, men Kronprinsen gennemfører besøget som planlagt.
Kronprinsessen har sygdommen lungefibrose, som i perioder begrænser udførelsen af hendes officielle program.
Kongehuset melder ud
Selvom kronprinsesse Mette-Marit endnu ikke er raskmeldt – og sygemeldingen i princippet stadig kan forlænges – melder det norske kongehus ud, at kronprinsessen er klar til at tage på officielt besøg i november.
Sammen med kronprins Haakon rejser hun på officielt besøg til Tyskland fra 6.-9. november.
På turen skal det norske kronprinspar besøge München, Hamburg og Berlin, og det officielle besøg skal bidrage til at forstærke de nære og gode relationer, der er mellem Tyskland og Norge, skriver kongehuset.
Læs mere om det officielle besøg til Tyskland ved at klikke her.
Den kroniske sygdom påvirker kronprinsesse Mette-Marit ganske meget. Ikke kun fysisk, men også psykisk, har hun fortalt om flere gange.
”Jeg tror, jeg skammer mig lidt over, at jeg er syg. Eller jeg ved, at jeg skammer mig ganske meget over det”, sagde kronprinsesse Mette-Marit om sin sygdom i podcasten ”The Kåss Furuseths”, hvor hun fortalte, at det handlede om, at hun ikke kan være så aktiv, som hun ønsker.