Det store prinsessebryllup nærmer sig: Durek Verrett varmer op til festen uden Märtha Louise
Onsdag aften ankom prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett til byen Ålesund.
Det er Ålesund og Geiranger, som skal danne ramme om den tre dage lange bryllupsfest, der begynder med et ”Meet and Greet” torsdag aften.
Her til morgen varmede Durek Verrett op til festen på egen hånd, da han vandrede rundt i Ålesunds gader og tog på en lille shoppingtur. Det skriver NRK.
Blandt andet fik brudgommen købt sig et par nye solbriller, som han manglede, fortæller han til NRK. Derudover fik han smagt på lokalt bagværk.
På spadsereturen blev Durek Verrett fulgt af lokale folk samt et stort presseopbud af journalister og fotografer, som ville have et glimt af stjernen, hvilket skabte kaos i Ålesunds gader.
De mange journalister forsøgte da også at hive detaljer om brylluppet ud af ham.
Men Durek Verrett kom dog med en sød kommentar om sin kommende hustru:
– Jeg skal giftes med min drømmekvinde, sagde han.