Syv måneder forsinket: Kejseren fejrede lillebror
Efter syv måneders forsinkelse på grund af coronakrisen kunne Japans kejser Naruhito, 60, endelig på formel vis indsætte sin lillebror, kronprins Akishino, 54, som nummer et i tronfølgen.
Under den 15 minutter lange traditionsrige ceremoni Rikkoshi Senmei no Gi havde kejseren sin hustru, kejserinde Masako, 56, ved sin side, mens også kronprins Akishinos hustru, kronprinsesse Kiko, 54, var tilstede.
Alle klædt i flotte og farverige japanske dragter.
Overtog tronen sidste år
Kejser Naruhito overtog tronen efter sin far, kejser Akihito, 86, i maj sidste år.
Det var første gang i over 200 år, at en japansk kejser abdicerede.
Færre gæster
Flere medlemmer af kejserfamilien overværede, ifølge Japan Times, ceremonien sammen med 46 inviterede gæster, hvoraf de fleste bar mundbind.
Oprindelig skulle der have deltaget omkring 350 gæster.
Stor fejring
Under fejringen, der varede hele søndag, fik kronprins Akishino også overrakt det kejserlige sværd som et symbol på hans nye status.
Ifølge den kejserlige lov fra 1947 kan kun mandlige medlemmer af familien arve tronen, hvilket betyder, at Japan lige nu har tre arvinger til tronen - kronprins Akishino, hans 14-årige søn, prins Hisahito og kejserens onkel, prins Hitachi, 84.