Prinsesse Theodora i hvid kjole med stor sløjfe: Den leder tankerne hen på 50'erne
For 60 år siden sagde dronning Anne-Marie og kong Konstantin ja til hinanden ved en smuk ceremoni i Metropolis-katedralen midt i Grækenlands hovedstad Athen.
I dag, lørdag den 28. september, er det deres yngste datter, prinsesse Theodora, som skal giftes med sin udkårne, Matthew Kumar, i selvsamme katedral.
Allerede fredag aften gik fejringen dog i gang med en storslået velkomstmiddag for alle gæsterne. Og Theodora lignede virkelig det, hun er – en kommende brud.
Hun var iklædt en hvid kreation fra den græske couture-designer Celia Kritharioti, der har base i Athen. Ifølge Royal Fashion Police er kjolen ny. Med sin tætsiddende talje og struttende skørt leder den tankerne hen på 50'ernes elegante kjoler, der altid sørgede for en særdeles smuk silhuet.
Prinsessens kjole var ikke kun smuk forfra. Da hun vendte sig om, kunne man se dens dybe ryg, der blev toppet med en overdådig sløjfe.