Kom helt tæt på: Sådan ser dronning Margrethes julepynt ud
Røde nisser, glansfulde julekugler, hvide engle med gylden glorie og julehjerter klippet med en saks – af den fingernemme slags.
Det er noget af det, der gemmer sig i de 20 kasser med dronningens julepynt, der står på loftet på Marselisborg Slot.
Det viser billeder fra kongehuset, som er delt i forbindelse med deres digitale julekalender.
Dronning Margrethe ankom til slottet i Aarhus i onsdags, og i øjeblikket er de helt store forberedelser i gang, så alt er klar til juleaften, som dronningen i år skal fejre med sønner, svigerdøtre og børnebørn.
Mens det er slottets tilsynsførende og tømrer, der sørger for, at juletræet kommer på fod, er det dronningen selv der pynter juletræet. Og ifølge kongehuset bæres julepynten ned et par dage inden juleaften.
Dronning Margrethe pakker kasserne ud, og så går hun ellers i gang med at pynte juletræet og slottets stuer.
”I kasserne er blandt andet en stor julekrybbe i papir, der gerne stilles op i Havestuen eller Dronningens arbejdsværelse på Marselisborg Slot, mens engle, nisser og hjerter pynter rundt omkring i slottets stueetage,” skriver kongehuset tilføjer:
”Meget af pynten har Dronningen gennem årene selv klippet og klistret af glanspapir, karton og papirservietter.”
Også julebordet pynter dronningen med pynten, hun selv har kreeret. Hvert år skifter farvetemaet mellem rød, hvid eller blå. Ligesom pynten veksler mellem engle, nisser, hjerter og kranse.