Havde ikke nogen ring med: Sådan friede Konstantin til Anne-Marie
Kong Konstantin og dronning Anne-Marie var begge meget unge, da de mødte hinanden i 1959. Anne-Marie, som dengang var prinsesse til Danmark, var 13 år, mens Konstantin, der på det tidspunkt var kronprins i Grækenland, var 19 år ved første møde.
Der skulle dog gå nogle år, før de blev forelskede i hinanden.
I det store guldbryllupsinterview, som BILLED-BLADET lavede med kong Konstantin og dronning Anne-Marie i 2014, fortalte parret om deres kærlighed til hinanden.
Hvornår friede De?
Kong Konstantin: I sommeren 1962 i Norge. Der var Gold Cup i sejlads, og nordmændene havde lavet en stor bålfest ude i skoven. Vi spadserede omkring, og så friede jeg derude i den norske skov. Jeg har i øvrigt hørt, at de senere har sat en skilt op dét, hvor det skete. Jeg havde ikke nogen ring med, jeg begyndte bare at tale om, at ”når du nu kommer til Grækenland for at bo, skal du se dét og dét”- men jeg måtte ikke fortælle hendes forældre det endnu, sagde hun.
Hvornår fortalte De det så til dem?
Kong Konstantin: Seks måneder senere. Først fortalte jeg det til mine egne forældre, og de var begejstrede. Men jeg sagde, at de endelig ikke måtte sige et ord til nogen, for hendes forældre vidste det ikke endnu!
Der var en dansk fotograf, der tog et billede af os en aften i januar 1963, hvor vi var i teatret sammen i København for at se en ballet. Helt tilfældigt tog han et billede præcis i det øjeblik, jeg læner mig bag Benediktes ryg hen mod Anne-Marie og hvisker til hende: ”Jeg taler med din far i aften”. Billedet afslørede os. Det blev bragt i Berlingske dagen efter, men det gjorde ikke noget, for da billedet blev trykt, havde jeg talt med hendes far.
Læs mere om, hvordan mødet med kong Frederik 9. gik, i linket herunder.
Kong Konstantin døde, 82 år gammel, den 10. januar 2023.