Dronning Margrethes vilde regnfrakke anmeldt af Anne-Marie
Da BILLED-BLADET besøgte dronning Anne-Marie i England for at tale om dronning Margrethe, kom Anne-Marie selv ind på Margrethes berømte - eller berygtede, om man vil - regnfrakke med de mange blomster på. Her kan du læse den royale anmeldelse af den farverige frakke.
- Hvis min søster har noget på, som klæ'r hende mægtig godt, siger jeg det til hende, men jeg siger det også, hvis der er noget, jeg synes er mindre heldigt. På en pæn måde, naturligvis. Hun er god til at have en masse farver, hvor jeg mere foretrækker douce. Jeg ville f.eks. aldrig kunne bruge den der voksdug-agtige, blomstrede regnfrakke, hun har, men den er sjov, og den passer lige til hende. Fordi hun er, som hun nu er. I øvrigt holder hun sig flot. Ser mægtig godt ud, synes jeg.
- Som yngre virkede Deres søster ret genert
- Ja, men det er meget mindre nu. I dag hviler hun mere i sig selv, men jeg ser hende da en gang imellem i situationer, hvor hun godt stadig kan virke lidt genert. Hvis hun f.eks. ikke er hovedperson. Det mener jeg ikke på nogen dårlig måde, men som dronning er hun jo vant til at få at vide, hvad hun skal, og hvor hun skal være, og hvis hun så kommer uden for de rammer, så kan hun godt blive lidt genert. Hun vil jo allerhelst bare altid gøre sit bedste.