Detalje på brudebuketten vækker opsigt: Tankerne ledes hen på kong Konstantin
Det var helt tilbage i 2018, at prinsesse Theodora og Matthew Kumar blev forlovet, men siden er brylluppet blevet udskudt ad flere omgange.
Først var det corona, der kom i vejen, og siden blev brylluppet udskudt for anden gang som følge af kong Konstantins død.
Lørdag den 28. september oprandt den store dag så endelig. Prinsesse Theodora kunne i sagens natur ikke blive ført op af sin far, og i stedet var det hendes storebror kronprins Pavlos der påtog sig den opgave.
Noget tyder nu på, at prinsesse Theodora alligevel på sin egen fine vis havde sin far med helt tæt på sig under brylluppet.
På brudebuketten kan man se en lille amulet, og der spekuleres nu i, om den mon indeholder et billede af brudens far, der gik bort i januar 2023.
Det kunne i hvert fald være en fin måde for bruden alligevel at have kong Konstantin med på sin store dag.