3. aug. 2013
Af af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media

Veninde afslører: Prinsesse Diana ville giftes med pakistansk kirurg

Prinsesse Diana.
Prinsesse Diana.
Foto: AOP
En nær veninde afslører, at lady Diana før sin død ønskede at gifte sig med den pakistanske kirurg Hasnat Khan, som hun var vanvittigt forelsket i.

En nær veninde af den afdøde lady Diana fortæller nu, at hun før sin død var vanvittigt forelsket i den pakistanske hjertekirurg Hasnat Khan, og at hun overvejede at flytte til Pakistan sammen med ham.

Det fremgår af en ny artikel i magasinet Vanity Fair under titlen ’Farmoren som prins George aldrig vil lære at kende’, hvor Jemima Khan fortæller, at lady Diana under velgørenhedsbesøg i Lahore søgte råd om forholdet, som varede fra 1995 til 1997.

- Hun ville vide, hvor svært det havde været for mig at tilpasse mig livet i Pakistan. Begge gange tog hun hen for at mødes med Hasnats familie for at diskutere muligheden for et ægteskab, siger Jemima Khan i interviewet.

LÆS OGSÅ:

Lady Diana skulle angiveligt have været desperat efter at imponere Hasnat Khans nærmeste familie og især hans mor, men til trods for hendes store anstrengelser blev den tidligere prinsesses anden store kærlighedsaffære også denne gang overskygget af en fremtræden familie.

Til trods for, at lady Diana var af adelig slægt, havde været gift med og var blevet skilt fra prins Charles, og var mor til en britisk tronarving, så var Naheed Khan imod, at hendes søn skulle gifte sig med en engelsk kvinde.

- At en søn skulle gifte sig med en engelsk pige er enhver konservativ, pakistansk mors værste mareridt. Du sender din søn til England for at blive uddannet, og han kommer tilbage med en engelsk brud. Det er noget, de frygter, siger Jemima Khan til Vanity Fair.

Ægteskab skilte dem ad

Selv om parret altså diskuterede bryllup og børn, og venner af lady Diana i artiklen fortæller, at hun ønskede sige en datter med Hasnat Khan, så gik forholdet i stykker omkring det tidspunkt, hvor hun mødte Dodi Al Fayed. Lady Dianas veninde Rosa Monckton siger, at Hasnat Khan var den, der gik fra lady Diana, mens andre venner mener, at hun endte forholdet, da kirurgen nægtede at gifte sig med hende.

LÆS OGSÅ:

Rosa Monckton hævder desuden, at lady Dianas forhold til Dodi Al Fayed kun blev indledt, for at gøre Hasnat Khan jaloux. Under alle omstændigheder ser det ud til, at det var spørgsmålet om ægteskab, der skilte de to. Ifølge Jemima Khan så hadede Hasnat Khan nemlig tanken om at være i offentlighedens søgelys resten af sit liv.

Faktisk udtalte han i en afhøring i forbindelse med lady Dianas død, at han mente, at ægteskab imellem dem var en latterlig ide. Han havde desuden sagt til hende, at den eneste måde, han kunne se dem have et normalt liv sammen på var, hvis de flyttede til Pakistan sammen, hvor pressen ikke ville forfølge hende.

I forbindelse med fødslen af prins George var der en del spekulationer om, hvor meget hertuginde Catherine ville kopiere sin afdøde svigermors gøren og laden. Læs mere på billedbladet.dk

Lady Dianas forhold til Hasnat Khan er temaet i den kommende film Diana, hvor skuespilleren Naomi Watts spiller titelrollen. Hasnat Khan har dog nægtet at samarbejde med filmskaberne omkring projektet ifølge Vanity Fair, og lever dermed op til lady Dianas egne ord om, at han er det eneste menneske, som aldrig ville sælge ud af hende.

Læs mere om: