Vækker opsigt: Dianas hemmelige kærlighed bryder tavsheden
Den pakistanske hjertelæge Hasnat Khan er blevet beskrevet som prinsesse Dianas helt store kærlighed.
Deres forhold varede i to år og sluttede først få uger før hun døde i 1997 i en alder af kun 36 år.
Siden prinsessen døde, har Hasnat Khan, der nu er 62 år, været meget diskret og kun yderst sjældent udtalt sig til pressen om deres forhold.
Kritiserer Diana-interview
Blandt andet udtalte han sig i 2008 om prinsessen i forbindelse med undersøgelsen af hendes død i en trafikulykke i Paris og igen i forbindelse med filmen "Diana" fra 2013, der handler om deres forhold.
Nu bryder Hasnat Khan tavsheden i forbindelse med den fornyede omtale af prinsesse Dianas berømte Panorama-interview, der blev lavet i 1995 af BBC-journalisten Martin Bashir.
Skandale-interviewet, der efter sigende førte til den endelige skilsmisse af prinsesse Diana og prins Charles, blev optaget i hemmelighed hjemme hos prinsessen på Kensington Palace og handlede blandt andet om Dianas mentale udfordringer, den svære tid i kongehuset, hendes skrantende ægteskab med Charles og utroskab.
Udnyttede Diana
Til Daily Mail udtaler Hasnat Khan, at han mener, at Martin Bashir udnyttede prinsessen og manipulerede hende til at medvirke i interviewet.
Hans kritik kommer efter at Martin Bashir er blevet anklaget for dengang at have løjet og brugt beskidte kneb for at få Diana til at stille op.
Martin Bashir lokkede efter sigende Diana til at medvirke i interviewet ved at vise hende falske bankudskrifter, der beviste, at nære medarbejdere blev betalt for at lække historier om hende til pressen.
Sårbar prinsesse
- En af hendes mest attraktive egenskaber var hendes sårbarhed; det var det som gjorde hende så elsket af offentligheden. Jeg indså senere, at Martin udså sig denne sårbarhed og udnyttede den, lyder det blandt andet fra Hasnat Khan.
Prinsessens venskab med Bashir sluttede brat på grund af dengang 13-årige prins William.
- Han hadede Panorama-interviewet og sagde til hende, at hun havde begået en fejl, hvilket oprørte hende. Men han var meget direkte og sagde: Mummy, han er ikke en god person, siger Hasnat Khan til Daily Mail.
Undersøges stadig
Hasnat Khan er i dag gift for anden gang og arbejder som kirurg på Basildon and Thurrock University Hospitals i Essex.
Der er lige nu en undersøgelse i gang af Panorama-interviewet, der forventes at tage i alt seks måneder.