Royal ekspert afslører: Her var Dianas håb for William
Prinsesse Diana havde ét særligt håb for sønnen prins Williams fremtid.
Det fortalte hun i 1995 i en samtale med den tidligere redaktør for aviserne Daily Telegraph og Evening Standard Sir Max Hastings, beretter han ifølge Tatler i et nyt dokumentarprogram, der sendes onsdag aften på britiske Channel 4.
Ifølge Sir Max Hastings lå Williams plads i tronfølgen Diana meget på sinde.
- Hun sagde til mig, ret direkte, "Jeg tror ikke, Charles kan klare det". Det resultat, hun helst så, var, at Charles trådte til side som tronarving, så William kunne arve tronen, fortæller Sir Max Hastings i den nye dokumentar "Diana: The Truth Behind the Interview".
Udsendelsen handler om det meget berømte tv-interview, prinsesse Diana gav til BBC's Martin Bashir i programmet "Panorama" i 1995, hvor hun blandt andet gav sin version af, hvorfor ægteskabet med prins Charles led skibbrud.
Samtalen med Sir Max Hastings, hvor prinsesse Diana var meget opsat på at få fortalt sin side af historien til offentligheden, skulle være sket tre måneder før det opsigtsvækkende "Panorama"-interview.
Sir Max Hastings var meget beæret over, at Diana ville tale med ham i næsten to timer, men han vurderede dog, at prinsessen var alt for sårbar til, at det var godt for hende at sådanne historier skulle komme ud på daværende tidspunkt, selv om han havde meget sympati med hende.
Sir Max Hastings ville med egne ord hellere hjælpe med at dæmpe gemytterne i stedet for at få konflikten til at blusse yderligere op.
Efter sigende skulle hans beslutning have fået Diana til at sige ja til interviewet med "Panorama" nogle måneder senere.