Prinsesse Beatrice lånte dronningens kjole: Her er hendes reaktion
Da prinsesse Beatrice og hendes udkårne Edoardo Mapelli Mozzi gav hinanden deres ja, havde prinsessen fået lov at låne en af farmors kjoler til lejligheden.
Og eftersom prinsesse Beatrices farmor er ingen ringere end dronning Elizabeth, endte hun med en helt fantastisk én af slagsen - en glitrende kreation, skabt af Norman Hartnell, som dronning Elizabeth bar ved flere lejligheder i 1960'erne.
Efter nogle tilretninger, hvor der blandt andet blev tilføjet ærmer, var gallakjolen forvandlet til brudekjole.
Den kan nu ses på Windsor Castle, hvor den er udstillet, og prinsesse Beatrice opfordrer på Twitter alle interesserede til at komme forbi og se brudekjolen.
Det skriver Harpers Bazaar.
Samtidig løfter prinsessen lidt af sløret for, hvordan det var at have farmors kjole på til brylluppet:
"Det var en ære at bære min bedstemors smukke kjole på min bryllupsdag, jeg håber at mange af jer kan besøge udstillingen, der stadig er åben på Windsor Castle," skriver prinsesse Beatrice.
Udstillingen, hvor man også kan se tilbehør som sko og en eksakt kopi af brudebuketten, er åben indtil 22. november.