Prins Harry kæmper for samme sag som prinsesse Diana
Kort før prinsesse Diana døde i 1997, besøgte hun Angola i Afrika for at gøre opmærksom på vigtigheden af at få fjernet farlige landminer, og billeder af prinsessen, klædt i sikkerhedsudstyr, i et mineområde, gik verden rundt og skabte stor opmærksomhed.
Prins Harry, der var 12 år, da hans mor pludseligt døde i en bilulykke, har senere fundet stor interesse for landmine-sagen og er protektor for organisationen Halo Trust’s 25 års jubilæumskampagne – en organisation, der arbejder for at fjerne landminer.
ifølge Hello! Magazine var han tidligere på måneden på besøg i Angola for at se nærmere på organisationens arbejde i området.
Det menes, at det vestafrikanske land er et af steder i verden, hvor der er flest landminer, som et resultat af en borgerkrig der har dræbt omkring en halv million mennesker.
Halo Trust’s direktør Guy Willoughby fortæller til magasinet:
- Han (prins Harry, red.) er irriteret over, at de lande, der har leveret disse landminer, ikke sætter nogen ressourcer af til at fjerne dem 25 år senere. Det engagement, han viser, er uvurderligt i forhold til at skabe opmærksomhed omkring Halo’s arbejde og mission.
Og prins Harry får endnu mere ros med på vejen:
- Han er teknisk meget kompetent, men han viser også stor forståelse for indbyggerne og minearbejderne, og han forstår de store stridspunkter, også politisk. Det kan godt være, krigen er ovre, men mange mennesker er stadig ikke i stand til at vende tilbage til deres sædvanlige tilværelse, fordi de hver dag risikerer at dø eller få svære skader som følge af landminerne, fortæller Guy Willoughby.
Det er ikke første gang, prins Harry er rejst til Afrika i kampen mod landminerne – tilbage i 2010 var han i Mozambique, hvor han blandt andet talte med ofre, der havde været igennem forskellige amputationer, som følge af et pludseligt møde med de skjulte og dødsensfarlige landminer.