Nu fortæller Meghan: Derfor var jeg ikke okay
For alle nybagte mødre kan den første intense tid med en baby, der skal ammes hele døgnet, være opslidende, og når man er kongelig og på officiel rejse i Afrika samtidig, kan man godt blive lidt udmattet.
Det gælder også for prins Harrys hustru Meghan.
De blev forældre til lille Archie Harrison den 6. maj 2019, og omtrent fire en halv måned senere skulle trekløveret til Afrika på officielt besøg.
Under et interview med ITV-journalisten Tom Bradby, hvor han blandt andet spurgte, hvordan Meghan havde det, svarede hun "Jeg er ikke okay", og det blev senere - og især efter at de royale profiler trak sig ud af den arbejdende del af kongehuset - af nogle iagttagere opfattet som et tegn på, at Meghan allerede på daværende tidspunkt var træt af livet som fremtrædende kongelig med alt det pres og den opmærksomhed, som det medfører.
Nu viser det sig ifølge hovedpersonen selv, at hun blot var en udmattet mor på arbejde.
Det fortæller Meghan, bakket op af Harry, i podcasten "Teenager Therapy", skriver flere medier deriblandt Huffington Post.
Det skete i en særlig udsendelse i anledning af World Mental Health Day.
- Jeg var træt. Jeg skulle lige til at give Archie et bad. Jeg var udmattet, siger Meghan om sin udtalelse, mens Harry forklarer, at Meghan stadig ammede Archie på daværende tidspunkt.
Meghan tilføjer, at hun mellem hver officiel opgave måtte løbe tilbage for at sikre sig, at Archie kunne få noget at spise.
Ifølge Meghan var hun i et sårbart øjeblik og svarede ærligt på spørgsmålet, og hun havde ikke regnet med, at hendes svar ville skabe så megen debat.