Kylie Minogue hyggede sig med de kongelige i London
Prins Charles og hertuginde Camilla skal snart på en tur til den anden side af jorden, hvor de besøger Australien, New Zealand og Papua Ny Guinea.
Som en slags opvarmning var der i onsdags en komsammen med forskellige repræsentanter for de tre lande i St. James' Palace med prins Charles og hertuginde Camilla som værter. Det skriver Hello! Magazine.
En af de berømte australiere, der deltog, var sangerinde Kylie Minogue, og hun havde tre af de sikre hits i ærmet. "On a Night Like This", "Locomotion" og "I Believe in You" blev fremført af den lille australier, der havde fået selskab på scenen af to korsangere, en guitarist og en pianist.
44-årige Kylie Minogue er lige nu aktuel med albummet "The Abbey Road Sessions" og kan se tilbage på en 25 år lang karriere som sangerinde.