Kate og William overrasker Witherspoon med sparkedragt
Reese Witherspoons nyfødte søn, Tennessee James, vokser op i en kongelig sparkedragt.
Prins William og hertuginde Catherine har nemlig sendt en personlig barselsgave til den nybagte Hollywoodmor. Ifølge det amerikanske magasin Star er der tale om en sparkedragt med Union Jack-motiv - og gaven var ledsaget af et fint, håndskrevet telegram fra det royale par.
Den kongelige hilsen var blandt de første, der dumpede ind hos Witherspoon og hendes mand, Jim Toth. Da Kate og William sidste sommer besøgte Los Angeles, mødte de Reese Witherspoon, og der var god kemi fra start til slut.
Reese Witherspoon, der er mor til tre, har tidligere spøgt med, at hun var lidt fornærmet over ikke at være inviteret med til Kate og Williams bryllup, når hun nu havde inviteret dem med til sit. Nu er hun så til gengæld blevet begavet med kongelige klæder til junior.