Hertuginde Camilla i tårer til sin brors begravelse
Hertuginde Camilla af Cornwall gik torsdag den tunge gang efter kisten med sin lillebror, Mark Shand. Han mistede på tragisk vis livet i sidste uge som følge af et uheldigt fald og en alvorlig hovedskade, og i går blev 62-årige Mark så begravet i Holy Trinity Church i Stourpaine.
Hertuginde Camilla og prins Charles gik forrest i følget efter højtideligheden i kirken, og en sørgende Camilla var i tårer og knugede Charles' hånd. Ifølge Hello Magazine lagde hertuginden en krans af blomster med en håndskrevet hilsen til sin bror:
"Kære Mark. Med glade minder og al min kærlighed", lød ordene på kortet.
Camilla blev også støttet af sin datter, Laura Lopes, og den øvrige familie på den sørgelige dag.
"Hertuginden, prinsen af Wales og alle hendes familiemedlemmer er meget rystede over dette pludselige og tragiske tab", stod der blandt andet i en pressemeddelelse udsendt af det britiske hof efter dødsfaldet.