Dronning Elizabeths garde spiller Game of Thrones-melodi
De besøgende foran Buckingham Palace i London fik sig noget af en overraskelse, da de overværede et vagtskifte for et par dage siden.
Dronning Elizabeths livgarde begyndte nemlig at spille en melodi fra en TV-serie i stedet for den almindelige vagtskifte-melodi, skriver tv2.dk.
Tonerne var fra temasangen til den amerikanske hitserie ”Game of Thrones”, som danske Nikolaj Coster-Waldau medvirker i.
Fan af serien
Det lyder måske en smule mærkværdigt, men så alligevel ikke. For omkring en måned siden besøgte dronning Elizabeth nemlig settet til nogle optagelser af ”Game of Thrones” i Irland, fordi hun er stor fan af serien.
Den britiske monark er tilsyneladende blevet så inspireret af besøget, at hun valgte at lade sin garde spille lidt af seriens kendingsmelodi - til stor morskab for de besøgende ved paladset den dag.