Vogue kan ikke få armene ned over dronning Marys stil
At dronning Mary er stilfuld og velklædt, har der vist aldrig hersket tvivl om.
Alligevel har Danmarks dronning med sine nyligt overståede besøg i Sverige, Norge og Grønland ifølge det internationale modemagasin Vogue cementeret sin status som en af de bedst klædte kongelige.
Modemagasinet har nærstuderet alle de looks, som Mary har båret under sine nylige besøg i Sverige, Norge og Grønland og konkluderer, at Mary holder sig til "tidløs skrædderkunst, feminine silhuetter og luksuriøse juveltoner – med en markant skandinavisk fornuft og en sund rotation af genbrugte favoritter".
Vogue fremhæver blandt andet Marys brug af den traditionelle grønlandske nationaldragt, som hun bar ved flere lejligheder under det grønlandske besøg.
Magasinet beundrer også den kjole, som hun bar til gallamiddag i Oslo, da den perfekt illustrerer Marys evne til at genbruge sit tøj ved at foretage nogle enkle, men velvalgte ændringer.
Et look, som Vogue betegner som "særligt kongelig", er fra Sverige, hvor dronning Mary bar en rød kjole af Birgit Hallstein med en kappe fra Oscar de la Renta over.