VIDEO: Se kronprinsesse Mary plante håb i flygtningelejren
Kronprinsesse Mary fik en helt fantastisk velkomst, da hun og den øvrige danske delegation landede i Shire lufthavn i regionen Tigray i det nordlige Etiopien efter en kort flyvetur fra hovedstaden Addis Ababa. Mary blev på landingsbanen modtaget som en dronning af de lokale, som for manges vedkommende var klædt i folkedragter og sang og dansede og spillede på tromme. Kronprinsessen kvitterede med smil og håndtryk for den fine velkomst.
Plantede Håbets Træ
Herefter tog Mary hul på en dag med en ganske krævende felttur, som bragte hende og udviklingsminister Ulla Tørnæs til Hitsats flygtningelejren, hvor mange på flugt fra uro i nabolandet Eritrea befinder sig. Mary besøgte en skole i lejren. Flygtningeskolen, hvor mange piger og unde kvinder er elever, er bygget med dansk støtte. Ved skolen plantede kronprinsessen, der nåede at få talt med mange kvinder fra Eritrea, et særligt mangotræ, der symboliserede håb for alle flygtninge.
Mary imponeret af dansk Flygtningehjælp
Kronprinsesse Mary besøgte med minister Tørnæs også to flygtningefamilier i deres ydmyge boliger. Den ene familie var ledet af en kvinde. Den anden bestod udelukkende af unge kvinder. Mødet med de hårdt prøvede kvindelige flygtninge og deres børn fra Eritrea gjord et dybt indtryk på kronprinsessen og ministeren. Samtidig var kronprinsessen stolt af at se det vigtige hjælpearbejde, der i lejrene i Etiopien udføres af danske kræfter. Som protektor for Dansk Flygtningehjælp understregede Mary, at det var positivt for hende at se, hvor stor en forskel blandt andet dansk Flygtningehjælps projekter gør i Etiopien. Hør i denne video kronprinsessen fortælle om arbejdsbesøget i lejren og se billeder af et par af de markante punkter på dagsprogrammet i det nordlige Etiopien.
BILLED-BLADET bringer billederne fra Etiopien
I løbet af et par ekstremt krævende dage med arbejdsprogram fra tidlig morgen til aften besøgte Hendes Kongelige Højhed kronprinsessen og udviklingsminister Ulla Tørnæs Etiopien for nylig Etiopien for blandt andet at sætte fokus på FN’s verdensmål 5 om ligestilling mellem kønnene og kvinder og pigers rettigheder og muligheder. Glæd jer til i denne uges udgave af BILLED-BLADET at få alt om Kronprinsesse Marys begivenhedsrige dage i Etiopien.