Tronskiftet sker i statsrådet: Nye oplysninger afslører, hvordan det vil foregå
Søndag den 14. januar bliver kronprins Frederik Danmarks nye konge, når hans mor, dronning Margrethe, takker af efter 52 år på tronen.
Øjeblikket, hvor dronningen abdicerer og Frederik går fra kronprins til konge, foregår i statsrådet i Statsrådssalen på Christiansborg Slot klokken 14.00.
Udover dagens hovedpersoner vil prins Christian, regeringen og statsrådssekretæren også deltage på mødet.
På deres hjemmeside afslører kongehuset nu nye oplysninger om, hvordan mødet i statsrådet kommer til at foregå.
”Under Statsrådet vil Dronningen underskrive sin abdikationserklæring. Kronprinsen overtager herefter tronen som H.M. Kong Frederik 10. H.K.H. Prins Christian bliver samtidig kronprins.
H.M. Dronning Margrethe vil herefter forlade Statsrådssalen, og Kongen vil indtage pladsen for bordenden. H.K.H. Kronprins Christian, der som myndig tronfølger vil have fast sæde i Statsrådet, vil indtage pladsen til højre for Kongen,” oplyser kongehuset.
Når dronning Margrethe har underskrevet dokumentet, vil hun ikke blot forlade Statsrådssalen. Hun vil også forlade Christiansborg Slot.
Klokken 14.15 kører hun tilbage til Amalienborg.
Klokken 15.00 vil tronskiftet blive proklameret fra balkonen. Her vil statsminister Mette Frederiksen udråbe kong Frederik 10.