Tom Kristensen skifter prins Joachim ud med sin lillebror
Når vejene omkring Bellahøj i København bliver usikre på grund af Copenhagen Historic Grand Prix den 30. og 31. juli bliver det uden deltagelse af prins Joachim, som normalt deltager i løbet med sin Lotus Cortina med startnummeret 65 og med Tom Kristensen ved sin side.
Prins Joachim er nemlig få dage forinden taget til Rio, hvor han sammen med prinsesse Marie deltager i åbningen af OL, og da det jo som bekendt er svært at være to steder på en gang, har prinsen indkaldt en reserve til det efterhånden legendariske løb, som både har amatører og professionelle bag rattet.
Tom Kristensen bliver den professionelle i bilen, mens det bliver hans lillebror Jakob, som udfylder prins Joachims rolle i duoen, som tilbage i 2014 vandt løbet sammen.
Prins Joachim og prinsesse Marie er ikke de eneste fra den kongelige familie, som i den periode tager til Brasilien. Også kronprinsparret deltager i en række arrangementer i forbindelse med OL, ligesom alle fire får rig lejlighed til at være sammen til åbningen den 5. august.