Tivoli tog næsten pusten fra ham: Kronprins Frederik jublede over flot festaften
Danmark er gået i gult i denne uge.
For starten af årets Tour de France køres i Danmark, og folkefesten blev skudt i gang med en storslået holdpræsentation i Tivoli.
Det var en stor oplevelse for kronprins Frederik, der gæstede den gamle have.
Bedste omgivelser
Tivoli var fyldt til randen med cykelglade danskere, der særligt så frem til at se de ti danske cykelryttere, der er udtaget til årets Tour de France.
Omgivelserne var kronprins Frederik også betaget af.
- Det er meget stort. Det her er måske de bedste omgivelser, som overhovedet er mulige. Jeg synes, det er et stort event, som kun bliver større. Det hele er gult og begyndelsen på en gul sommer, fortalte han til den fremmødte presse.
Kulminationen på ti års arbejde
Kronprins Frederik har ikke lagt skjul på, at han også har gjort sit for at lokke tour-starten til Danmark.
Efter mangeårig forberedelse sker det endelig.
- Jeg tænker, at næsten ti års forberedelse kulminerer her. Vi fik lov til at få et års udsættelse i forbindelse med covid. Det, som sker herinde i aften, det er kæmpestort. Så ruller det jo i mere end en forstand de næste fire-fem dage, fortalte kronprinsen.
Kronprins Frederik kommer også til at overvære 1., 2. og 3. etape, der køres i Danmark.