14. apr. 2023
Af Sofie Nymand

Store ændringer på Amalienborg: Kan få konsekvenser for dronning Margrethes nytårstaffel

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
Frem til 2027 vil der blive gennemført store ændringer på Amalienborg – og det kan have stor betydning for de kongelige begivenheder, heriblandt det traditionsrige nytårstaffel.

Mens foråret springer ud, og solen begynder at titte frem, pakker Amalienborg sig ind.

Frem til 2027 vil de to palæer Christian VII’s Palæ og Christian VIII’s Palæ være inddækket i stilladser.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Det skyldes tagudskiftning på de to palæer, og det kan få konsekvenser for flere kongelige begivenheder.

”Da Christian VII’s Palæ benyttes som gæste- og repræsentationspalæ til blandt andet det årlige nytårstaffel, kan der forekomme ændringer i afviklingen af Kongehusets begivenheder i perioden,” skriver kongehuset i pressemeddelelsen.

Det var i 1930’erne, at man brugte gamle tagsten fra Christiansborg Slot. Så der er ikke noget at sige til, at tagudskiftningen er tiltrængt.

Kronprinsparrets Frederik VIII’s Palæ fik nyt tag i perioden 2007-2007, mens dronningens Christian IX’s Palæ fik udskiftet tag i 2014-2016.

Arbejdet med tagudskiftning på pavilloner og mellembygninger til Christian VIII’s Palæ er påbegyndt og forventes afsluttet i foråret 2026.

Herefter begynder udskiftningen af taget på palæet samt tagene på Christian VII’s Palæ.

Kongehuset understreger, at sidepavillonerne til Christian VIII’s Palæ, som prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte anvender, når de opholder sig i København, ikke er omfattet af restaureringsprojektet.

Ligesom Amalienborgmuseets åbningstider, der ligger i samme palæ, ikke er påvirket af restaureringen.

Læs mere om: