Stor dag i Horsens: Mary klippede snoren i elegant stil
Iklædt en smuk grøn kjole og med et dejligt smil på læben indviede kronprinsesse Mary fredag over middag den nye campus på professionshøjskolen VIA University College i hjertet af Horsens.
Det skete med et enkelt elegant og symbolsk snoreklip og masser af nysgerrige tilskuere.
Se billederne fra den festlige indvielse med glad og smilende kronprinsesse Mary i toppen af artiklen
Ministeren holdt tale
Blandt talerne var uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen og i alt 350 deltagere, deriblandt mange ansatte samt studerende, stod linet op på de indvendige balkoner i den tre etager høje hovedbygning på den nye campus.
Under det festlige arrangement blev kronprinsessen og ministeren vist rundt på den i alt 27.650 kvadratmeter store campus af VIAs rektor Harald Mikkelsen, VIAs bestyrelsesformand Peter Sørensen og Hanne Roed, der er 1. næstformand i Regionsrådet i Region Midtjylland.
Campus Horsens åbnede i august 2021 og huser til daglig knap 3000 studerende fra 45 forskellige lande og 350 medarbejdere på 28 uddannelser.
Gode snakke
Under rundvisningen talte den kongelige æresgæst med studerende, der læser til henholdsvis ingeniør, sygeplejerske og pædagog hos VIA samt med en underviser.
De fortalte blandt andet om det faglige og sociale studiemiljø i de nye rammer og om den undervisning i bæredygtighed, som alle studerende får.
Mødte australier
En af de ingeniørstuderende, kronprinsessen mødte, var James Christopher Hocking, der som hun selv kommer fra Australien.
De havde allerede mødtes tidligere under besøget, da James overrakte en blomsterbuket til kronprinsessen ved hendes ankomst.
Ros fra Mary
Kronprinsessen hilste også på franske kunstner Daniel Buren, der står bag den permanente kunst, der kan beundres på den nye campus.
Før kronprinsessen forlod Campus igen, roste hun den til skyerne.
- Jeg synes, det har været helt fantastisk at være med til indvielsen. Campus Horsens er et symbol på dét, vi er så dygtige til i Danmark – nemlig fremragende samarbejde. Med Campus Horsens er der skabt de bedste rammer for fremtidens studerende og fremtidens uddannelser og til at udvikle svar på fremtidens udfordringer, lød det begejstret fra hende.