Stod ikke i kalenderen: Kronprins Frederik var på besøg hos Red Barnet
De fleste af Kongehusets aftaler havner i den officielle kalender på kongehusets hjemmeside.
Men mandag eftermiddag dukkede kronprinsen op hos Red Barnet – en aftale der ikke har fremgået af den kongelige kalender.
Det afslører kongehuset selv på Instagram, hvor de har delt billeder fra besøget hos børneorganisationen.
Kongehuset skriver til billedet, at kronprins Frederik var med til en briefing om Red Barnets arbejde for at bekæmpe digitale krænkelser og overgreb på børn. En risiko der øges i takt med unges digitaliserede hverdag.
Ved briefingen var kronprinsen i selskab med Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen og Red Barnets formand Niels Lund, som gav kronprinsen et større kendskab til Red Barnets reelle arbejde med at beskytte de unge på nettet.