Står foran dejlig dag med familien: Prinsesse Marie klar til at tackle nye udfordringer
Prinsesse Marie fylder tirsdag den 6. februar 48 år, og det skal garanteret fejres omgivet af familien i Washington D.C., hvor prinsessen nyder privatlivet med prins Joachim og parrets børn, grev Henrik på 14 år og 12-årige komtesse Athena.
Der er ingen tvivl om, at prinsesse Marie i denne tid oplever meget nyt og udfordrende i de amerikanske rammer.
Marie og Joachim flyttede med deres børn til Washington D.C. i august sidste år, og kort efter tog prins Joachim hul på sit nye job som Forsvarsindustriattaché med kontor på den danske ambassade. Samtidig med prinsens jobstart begyndte Marie og Joachims børn i skole.
Det var ikke blot en interessant udfordring for børnene, men også for Marie og Joachim, der nok har fulgt intenst med fra sidelinjen.
Prinsesse Marie nyder livet
Prinsesse Marie har sammen med familien boet i udlandet siden 2019. I september 2019 påbegyndte prins Joachim Frankrigs højst rangerede militære lederuddannelse på École militaire i Paris og året efter fik prinsen job som forsvarsattaché.
Både prins Joachim og prinsesse Marie var i Paris tilknyttet Danmarks ambassade. Mens Joachim passede jobbet som forsvarsattaché, var prinsesse Marie ansat som særlig kulturrepræsentant.
Samtidig med dagligdagen i Paris passede både Joachim og Marie flere officielle pligter og opgaver hjemme i Danmark.
En kende mere udfordrende
Efter at prinsefamilien har krydset Atlanterhavet, er det blevet en smule mere udfordrende for prinseparret at være regelmæssigt i Danmark i forbindelse med officielle pligter.
Og efter tronskiftet den 14. januar er meget sat på standby, og mange ændringer er på vej i kongehuset.
Det nuværende kongepars og dronning Margrethes protektioner skal blandt andet genovervejes og fordeles på ny.
Trods eventuelle ændringer er der ingen tvivl om, at prinsesse Maries hjerte stadig banker for de mærkesager, hun gennem sine år som prinsesse har kæmpet for.
Det arbejde vil prinsessen fortsætte, og hvis der kommer nye opgaver og udfordringer til, er Marie også parat til at tackle dem.