Spændingen stiger: Hvordan bliver prinsesse Marie og prins Joachim modtaget på Amalienborg?
Prins Joachim og prinsesse Marie nyder nu det sidste af juleferien i helt privat regi sammen med deres to børn prins Henrik og prinsesse Athena samt Joachims store drenge prins Felix og prins Nikolai.
Ganske snart er ferien dog forbi, og prins Joachim og prinsesse Marie deltager i 2023’s første officielle programpunkt for medlemmer af den kongelige familie.
Klokken lidt i 20.00 den 1. januar gør Joachim og Marie deres entré til Christians VII’s Palæ på Amalienborg i anledning af nytårskur og -taffel, og umiddelbart efter prinsesparrets ankomst til palæet vil kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt dronning Margrethe ankomme.
Kur og taffel finder sted på datoen, der markerer, at prins Joachims børn efter dronningens udmelding den 28. september om ændringer af titler og tiltaleformer ikke længere kan bruge titlerne som prinser og prinsesse.
Det er en beslutning, der har skabt et kompliceret klima i den kongelige familie, der dog har besluttet at se fremad.
Prins Joachim og prinsesse Marie modtaget med kærlighed
Da der den 12. november var markering af dronningens 50-års regeringsjubilæum på Københavns Rådhus, fik prins Joachim og prinsesse Marie midt i en svær tid en ekstraordinær varm modtagelse af de mange mennesker på Rådhuspladsen.
Det gjorde et stærkt indtryk på Joachim og Marie.
Det bliver interessant at opleve, om de fremmødte københavnere på Amalienborg Slotsplads den 1. januar igen ligesom på Rådhuspladsen i november tager lige så varmt eller måske endda varmere imod prins Joachim og prinsesse Marie.
Alt tyder lige nu på, at prinseparret ligesom kronprinsparret og Majestæten bliver modtaget med masser af kærlighed som altid, hvilket helt sikkert vil betyde meget på en for den kongelige familie meget speciel dag.
BILLED-BLADET sender naturligvis live fra ankomsten til Nytårskur og -taffel den 1. januar på Amalienborg.