Søde veninder: Prinsesse Josephine løb Royal Run med kendisdatter
Mens kronprins Frederik og kronprinsesse Mary løb Royal Run rundt omkring i Danmark, er deres fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine, blevet hjemme i København.
Her begyndte de alle fire med at løbe One Mile sammen, hvor prins Vincent, 12, kom først over målstregen.
Både prins Christian og prinsesse Josephine var klar på at løbe 5 km i hovedstaden efterfølgende, og her havde den 12-årige Josephine godt selskab.
Hun løb nemlig de 5 km med en god veninde, Ella, 12, der er datter af Jarl Friis-Mikkelsen.
Jarl Friis-Mikkelsen og hustruen Susanne stod også på sidelinjen med prins Vincent og prinsesse Isabella og heppede, mens Christian, Josephine og Ella gav den gas med 5-kilometeren.
De to piger kender hinanden gennem deres forældre, fortalte Jarl Friis-Mikkelsen hustru, Susanne.
"Superflot løbet," råbte Jarl Friis-Mikkelsen stolt, da pigerne kom ind over målstregen.