Sket før for Frederik og Mary: Husker du, da de første gang sejlede mod hinanden?
Det er ingen hemmelighed, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary elsker at sejle. En hobby, som de også har givet videre til deres børn.
Lørdag sejlede de mod hinanden som en del af SailGP, der afholdes i København disse dage.
Men det er langt fra første gang, kronprinsen og kronprinsesse Mary har sejlet mod hinanden.
Før brylluppet
Op til at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary skulle giftes i 2004, deltog de i et matchrace i Københavns Havn akkurat som de prøvede lørdag eftermiddag.
Det foregik den 9. maj, hvor kronprinsesse Mary sejlede med et australsk hold, mens kronprins Frederik sejlede med det danske hold, som datidens store sejler Jesper Bank var med på.
Kronprinsen startede godt ud og vandt første kapløb, men kronprinsessen endte med at sejre i de resterende to kapløb, derfor endte hun som den samlede vinder.
I Sydney
Året efter i 2005 var de igen i kapløb mod hinanden på hver deres hold.
Akkurat som lørdagens kapsejlads var kronprins Frederik på det danske hold, mens kronprinsesse Mary var på det australske hold.
Dengang sejlede de matchrace mod hinanden ud for Operahuset i Sydney, og det var kronprinsesse Mary der vandt.
- Den bedste kvinde vandt, lød det dengang fra kronprins Frederik, der viste sig som en god taber.
Se alle billederne fra Frederik og Marys matchrace inden brylluppet i galleriet øverst i artiklen.