Se de smukke billeder af prinsessen: Marie funklede til fornem gallamiddag
Det er blevet 1. december, og mange skal formentlig bruge aftenen på at sidde hjemme i sofaen og se julekalender.
Det gælder dog ikke prinsesse Marie, som har haft flere arbejdsopgaver at se til på julemånedens første dag.
1. december er det nemlig World AIDS Day, og som protektor for AIDS-fondet besøgte prinsesse Marie torsdag formiddag Hvidovre Hospital, og nogle timer senere var hun med til lystænding på Kultorvet.
Torsdag aften er det en fin gallamiddag, der optager prinsessens kalender.
Hun var nemlig æresgæst, da Den Franske Ambassade fejrede 100 års jubilæum i det Thottske Palæ på Kongens Nytorv, og prinsesse Marie så meget elegant ud i en lang, sort pailletkjole på den store aften.
Hun ankom til den franske ambassade klokken 19.30, og her blev hun taget imod af Frankrigs ambassadør, Christophe Parisot, og hans hustru, Corinne Parisot. Det var parrets to sønner, Edgar og Benoist på syv og ni år, der overrakte blomsterne til prinsesse Marie ved ankomsten.
Det Thottske Palæ har gennem de sidste 100 år dannet ramme om mange store begivenheder - ikke mindst receptionen til ære for dronning Margrethe og prins Henrik i forbindelse med deres bryllup i 1967.
Efter en travl torsdag venter der endnu flere opgaver for prinsesse Marie fredag 2. december, hvor hun både skal deltage i et arbejdsmøde samt en frokost mod madspild arrangeret af Den Tyske Ambassade.
Se videoen af prinsesse Maries ankomst til gallamiddagen herunder: