Sådan fejres 19-års dagen: Se det nye billede af kronprins Christian under varme himmelstrøg og med frisk frisure
Kronprins Christian fylder 19 år i dag, men han kan ikke ligesom alle de andre år lade sig fejre hjemme hos familien i Danmark.
Christian er lige nu på en længerevarende arbejdsrejse i Østafrika, så det er her, han skal nyde fødselsdagssang og anden fejring.
Kongehuset har i dag markeret kronprinsens 19-års fødselsdag med et opslag på Instagram.
I teksten til opslaget kan man læse følgende:
"I dag fylder Hans Kongelige Højhed Kronprinsen 19 år. Kronprinsen opholder sig for tiden i det østlige Afrika og fejrer derfor dagen under varmere himmelstrøg."
Kronprins Christian får indblik i naturbeskyttelse
Kronprins Christian, som man på det nye fødselsdagsbillede kan se smile i smukke afrikanske omgivelser og med ny kortklippet frisure, rejste 4. september på et længerevarende ophold i det østlige Afrika.
Her indgår kronprinsen i den daglige drift af to farme, hvilket indebærer praktiske og administrative opgaver.
Samtidig får kronprinsen indblik i lokal naturbeskyttelse.
Det er ifølge kongehuset planen, at kronprins Christian vender tilbage til Danmark til december.