
Pudsig oplysning om dronning Margrethes svigermor: Kan det virkelig passe?

Kære Caroline K.
Oplysningen er korrekt. Prins Henriks mor, Renée de Monpezat (født Doursenot), giftede sig som 19-årig med den 46-årige, tidligere præst Louis Leuret – ifølge prins Henriks selvbiografi ”Skæbne forpligter” (1996), imod sin mors vilje, men fordi hun var en lidenskabelig, frisindet, viljestærk og trodsig kvinde. Ægteskabet holdt dog ikke, fordi Renée nogle år senere mødte sit livs kærlighed, André de Laborde de Monpezat, som hun var sammen med ca. 68 år. Parret fik hele ni børn, herunder altså prins Henrik, som blev født den 11. juni 1934 som nr. to i den store søskendeflok, som skæbnen i øvrigt var hård ved. Prins Henrik mistede f.eks. en søster til meningitis, en bror under en fejlslagen operation og søster i en scooterulykke. Prins Henriks mor døde i sit hjem i Cahors i Frankrig i februar 2001 i en alder af 92 år. Herunder ses prinsens forældre i anledning af André de Laborde de Monpezats 90-års fødselsdag i 1997. André døde i februar 1998.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper



Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

