
Prinsesse Isabellas store fejring: Gennemtænkt familiestrategi

1. januar 2023 fik prins Joachims børn officielt frataget deres titler som prinser og prinsesser, og daværende kronprinsesse Mary sagde i den forbindelse, at hun og daværende kronprins Frederik også ville kigge på deres børns titler, når det blev tid til det.
Og nu fylder prinsesse Isabella 18 år.
Det er et oplagt tidspunkt at tage stilling til de kongelige børn fremtid - særligt Isabellas, men også Vincents og Josephines.
Megafon har for TV 2 lavet en undersøgelse, der viser, at 56 procent af danskerne bakker op om, at Isabella i fremtiden skal repræsentere Danmark som kongelig.

Det har gjort ondt at være vidne til
Det undrer på ingen måde BILLED-BLADETs chefredaktør, der har fulgt kongefamilien i mange år.
- Dels har den offentlige uro omkring titelsagen og prins Joachims rolle og plads i familien gjort ondt at være vidne til. Og dels ved jeg, at danskernes hjerter altid har banket for prinsesse Isabella og hendes autenticitet, og at der generelt er stor opbakning til hende, siger hun.

Isabella parat til at trække i arbejdstøjet
Hun tror på, at vi får Isabella mere at se i fremtiden:
- Og nu viser alle tegn i sol, måne og stjerner så også, at prinsesse Isabella selv er parat til at trække i arbejdstøjet for Danmark i fremtiden, hvor hun kan blive et enormt aktiv både for sine forældre, kongeparret, og for sin storebror, kronprinsen.

Hun er 100 procent sikkert med ombord
Det er særligt evident i den store fejring, prinsessen ser frem til, mener Annemette Krakau.
- Forklaringen på denne tydelige strategi ligger i de to store offentlige 18-års fejringer for prinsesse Isabella, som vi er vidner til i disse dage. Isabella ville aldrig have fået – eller været hovedperson i – festligheder som disse, hvis ikke det var et led i en gennemtænkt familiestrategi om hendes rolle og plads i fremtiden. Det er meget glædeligt at se og følge – også fordi hun 100 procent sikkert er med ombord selv, siger hun.
