Prins Henrik fylder 12 år: Her bliver han fejret
Prins Henrik fylder i dag 12 år og er på vej til at blive en stor dreng. Endnu et år før prinsen bliver teen-ager, er det tydeligt, at der er sket meget med prinsen, og at prinseparrets søn udvikler sig hurtigt.
Prins Henrik fejrede sidste år sin fødselsdag på Schackenborg, fordi familien under Corona-pandemien rejste til Danmark for at få undersøgt prinsen, efter at han forud for sin fødselsdag, var blevet syg med vejrtrækningsproblemer. Det var dog prinsens astma, som drillede og lægerne på Rigshospitalet fik hurtigt behandlet prinsen.
Derfor kunne prins Henrik fejre sin fødselsdag i Danmark på Schackenborg, hvor han elsker at være og har gode venner og kammerater fra sin tid i børnehaven, mens familien stadig boede på slottet. Alligevel var fejringen grundet Corona-pandemien begrænset til kun den nærmeste familie.
Men i år fejrer prins Joachim og prinsesse Marie, samt lillesøster Athena, prins Henrik i Paris, hvor familien bor. Og dét skal nok blive en dejlig dag med flag, gaver, kage og sang, for kongefamilien elsker at feste, og telefon-opkald fra både farmor, dronningen, samt prins Henriks halvsøskende, prins Nikolai og prins Felix, kan prinsen helt sikkert også forvente.
I anledning af prins Henriks fødselsdag, har kongehuset sendt nye billeder ud af prinsen, hvor det tydeligt ses, hvor stor en dreng han er blevet og hvor hurtigt udviklingen går med drenge på hans alder.
De dejlige nye billeder af prins Henrik er taget af hans stolte mor, prinsesse Marie.
BILLED-BLADET ønsker prinsen stort TILLYKKE med fødselsdagen