På fredag sker det: Prins Joachim glæder sig
Prins Joachim glæder sig rigtig meget over, at DR igen vil vise programmet, "Prins Joachim fortæller". De succesrige programmer, der blev sendt første gang i efteråret 2019 på nu nedlagte DRK, sendes første gang på DR1 fredag i den bedste sendetid kl. 20.00
Det fortæller producenten og medtilrettelægger, Anna von Lowzow, der arbejde sammen med prins Joachim på de seks udsendelser, hvor prins Joachim kastede sig ud i rollen som tv-vært - med stor succes.
Prins Joachims programserie "Prins Joachim fortæller" gav dengang et indblik i, hvor fremragende en historiefortæller prinsen er, men også at han er en lige så talentfuld vært.
- Prins Joachim er meget glad og synes det er spændende, at de bliver sendt igen, siger Anna von Lowzow, der har talt med prinsen fra hans hjem i Paris, hvor prinsen arbejder som forsvarsattaché.
Da programserien om Danmarks historie, og hvorfor vi er blevet, som vi er, blev skabt, var det noget af et personligt sats og meget modigt at prins Joachim stillede sig i offentlig skudlinje. For det var første gang nogensinde, at en kongelig agerede som tv-vært. Men prins Joachim fandt sin egen stil og overraskede alt og alle.
- Prins Joachim er den historielærer, vi alle skulle have haft, lød en af anmeldelserne, da serien på seks programmer om Tro, grænser, skole, lov, symboler og demokrati, sidst blev sendt.
- Det var en nærmest rørende oplevelse at arbejde sammen med prinsen på de udsendelser. Hans familie er Danmarks historie, men ingen som ham, kan formidle den. Han er en fremragende fortæller, virkelig på hjemmebane, siger Anna von Lowzow begejstret, og fortæller, at optagelserne med prinsen stort set blev filmen uden at de skulle tage noget om.
- Prins Joachim var meget velforberedt og vidste præcis, hvordan han gerne ville lave programmerne. Det var især vigtigt for prinsen, at der samtidig blev lavet skolemateriale til udsendelserne, som skolerne kunne bruge og undervise efter, fortæller Anna von Lowzow om programmerne, der altså kan ses eller genses på fredag på DR1 kl. 20.00.