Nyder påskeferien udenfor byen: Frederik og Mary er taget af sted
Solen skinner, og et par herlige påskedage venter lige om hjørnet.
På Amalienborg er der i dag blevet taget et par skønne billeder, som kongehuset har delt på deres officielle Instagramprofil, og man kan på de fotografiske pletskud se, at foråret har meldt sin ankomst.
Dronning Margrethe er hjemme i Christian IX’s Palæ, hvor Majestæten passer genoptræningen af ryggen, så hun kan være helt klar til at gå ud på Amalienborg-balkonen og lade sig hylde den 16. april i anledning af sin 83-års fødselsdag.
Frederik og Mary er taget ud af byen
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og deres børn Christian, Isabella, Josephine og Vincent har også fast privat adresse på Amalienborg i Frederik VIII’s Palæ.
Kronprinsfamilien har dog pakket taskerne og er taget ud af byen.
Flaget på kronprinsfamiliens palæ på Amalienborg er således ikke oppe i dag, og det viser, at Mary og Frederik og børnene ikke er hjemme på deres adresse i København.
Kronprins Frederik er regent i dag og hele påsken, og det betyder, at han er i Danmark i de næste dage, hvor han med største sandsynlighed hygger sig til den store guldmedalje med Mary og deres børn.