Nu rejser kronprinsesse Mary alene til Australien
Det er ikke kun herhjemme, glæden og interessen for kronprinsesse Marys tvillingemave er stor - også familien Donaldson i Australien jubler over udsigten til familieforøgelsen i januar.
Og selvfølgelig ønsker familien at dele glæden med Mary.
Derfor har kronprinsessen med kort varsel besluttet at rejse til Australien for at besøge dem og venner, før graviditeten kommer i vejen for en flyrejse.
Ifølge Australske Woman's Day ankommer kronprinsessen tirsdag, og rejsen bliver uden kronprinsen, som bliver hjemme med børnene, prins Christian og prinsesse Isabella.
- Jeg kan bekræfte, at kronprinsessen aflægger et kort privat besøg i Australien, siger kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til MSN Starlounge.
Er der nogen særlig grund til besøget?
- Det er lang tid siden, kronprinsessen har været i Australien. Så det er for at gense familie og venner, siger Lene Balleby.
Marys søstre Jane og Patricia glæder sig uden tvivl til gensynet med deres søster, som ikke har været på Tasmanien siden august 2008, hvor hun sammen med Frederik og børnene kombinerede en privat ferie med et par officielle arrangementer i Australien.
Marys bedste veninde Amber Petty kunne torsdag i sidste uge vågne op til en rund fødselsdag - den kontroversielle dame fyldte nemlig 40 år.
Det er derfor nærliggende at tro, at kronprinsesse Mary får mulighed for at fejre sin veninde, når hun samler vennerne til en kæmpe 40-års fødselsdagsfest.