27. jan. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Mister mønterne med dronning Margrethe værdi?

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Jesper Sunesen
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg har egentlig ville stille dette spørgsmål længe, og nu er det pludselig meget aktuelt. Vil de nuværende 10'ere og 20'ere miste deres værdi, når kong Frederik kommer på de nye mønter, eller vil de fade ud med tiden?
Med venlig hilsen
Carina K.

Kære Carina K.
Efter tronskiftet vil Danmarks Nationalbank i takt med efterspørgslen udsende nye mønter med Frederik 10.s monogram eller portræt. Det vil tage mange år, før mønterne med dronning Margrethes monogram eller portræt er ude af cirkulation, og de vil være gyldige som betalingsmiddel med deres pålydende værdi i adskillige år. Det er i øvrigt ikke kun de danske mønter, der vil blive ændret efter tronskiftet. Der vil også skulle foretages ændringer alle de steder, hvor dronning Margrethes monogram optræder. Tænk, hvilken kæmpe opgave det er alene for Kongehuset og Forsvaret. Den første officielle danske mønt stammer i øvrigt fra år 995 og kaldes ”Svend Tveskæg-mønten”. Han var således den første regent herhjemme, som fik sit stiliserede portræt og sit navn på en mønt.
Venlige hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: