20. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Med sin bedste ven ved sin side: Dronning Margrethe kigger med til Royal Run

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Lars H. Laursen
Dronning Margrethe er blandt de mange danskere, der sidder hjemme foran tv'et og følger Royal Run.

Kongefamilien er igen i år i centrum 2. pinsedag, for mandag den 20. maj afvikles Royal Run for sjette gang.

Rekordmange, 95.000, har tilmeldt sig, og derudover står tusindvis af danskere klar langs ruten i Fredericia, Brønderslev, Aarhus, Kalundborg samt København/Frederiksberg.

Endnu flere ser med hjemme foran tv-skærmen, og en af dem er dronning Margrethe.

Kongehuset har netop delt to billeder hjemme fra hendes tv-stue på Fredensborg Slot.

Dronning Margrethe sidder i sofaen og følger med – i godt selskab med sin tro følgesvend, hunden Tilia, der også ser ud til at være meget interesseret i det, der udspiller sig på tv.

”Udover de mere end 95.000 deltagere i årets Royal Run, er der også mange tilskuere. Både langs ruterne i byerne, men også bag tv-skærmene. Én af dem er Hendes Majestæt Dronning Margrethe, som følger med i motionsfesten fra Fredensborg Slot”, skriver Kongehuset til billederne.

Læs mere om: